Debatten om velfærd gør os alle dummere!

Det er ikke overraskende, at debatten om vores velfærd igen tager fart op til det kommende folketingsvalg. Sandheden er, at velfærdsdebatten og det niveau den føres på, gør os alle dummere, og reelt flytter den ingenting, for den ender altid i en overbudskonkurrence om, hvem der vil bruge flest penge eller, hvem der har brugt flest penge på den offentlige sektor, og får os til at overse de virkelige problemer.

Den offentlige sektor har ikke brug for flere penge. Den offentlige sektor har brug for at kunne prioritere. Det kommer til at kræve en hård hånd. For langt størstedelen af den offentlige sektor evner det ikke selv.    

Velfærdsdebatten fokuserer næsten altid og meget konsekvent på normeringer i daginstitutioner eller på sygehusafdelinger og det tidspres, som de ansatte har til f.eks. at tage sig af os, når vi enten ender på plejehjem, bliver syge eller, når vores børn skal passes. Det er meget naturligt og det der er synligt og mærkbart.  

Velfærdsdebatten fokuserer næsten aldrig på antallet af administratorer, ledere eller kommunikationsfolk, der ikke synlige, og ved ikke at holde øjnene stift rettet imod dette faktum, så mister vi fokus i velfærdsdebatten og vi ender derfor med blot at kaste flere penge efter det samme, og ikke overraskende får man mere af det samme med det tilnærmelsesvis samme resultat.

Hvornår har man sidst læst eller hørt om, at en offentlig organisation har valgt at slankeadministrationen og/eller ledelsen for at prioritere de borgernære funktioner?

Det er mig bekendt aldrig sket, men jeg er da åben for input?

For nogle måneder siden lancerede Ledelseskommissionen sine anbefalinger. Kommissionens rapport bygger på interview med over 10.000 offentlige ledere. 

Selvom det jo skriger til himlen, så var det overordnede budskab – Sæt borgerne først! Kommissionens overordnede anbefaling indikerer jo i virkeligheden meget tydeligt, hvor galt det står til efter de offentlige lederes egen opfattelse.

At sætte borgeren først er lig med at prioritere og vil skabe en mere sammenhængende offentlig sektor.

I debatten om udviklingen af den offentlige sektor skyder man ofte på det stadig stigende antal jurister og akademikere. Jeg køber ikke helt præmissen i den ellers meget populære ”krig imod Djøferne”. Jeg køber heller ikke præmissen i debatten om de ”kolde og varme” hænder. Det kan virke som en selvmodsigelse, men den debat flytter ikke noget som helst i mine øjne, da man ofte overser, at de såkaldte varme hænder, ikke kan løse deres opgave uden de kolde hænder.

Men faktum er derimod, at den stigende akademisering er et produkt af den stadig stigende bureaukratisering, øget kontrol af indsatserne, øgede krav til dokumentation, og et generelt udtryk for den administrative kompleksitet, der belaster alle de udførende og borgernære dele af den offentlige sektor og som fjerner fokus fra kerneproduktionen og fra borgeren. Det er et af de meget virkelige problemer og de sidste par årtier er antallet af love og regler tredoblet.

Velfærdsdebatten skal ikke være en overbuds konkurrence. Velværdsdebatten skal, i respekt for både deansatte og den offentlige sektors rolle i vores samfund fokusere på, hvordan vi skaber en bedre og en mere effektiv offentlig sektor.

Kommende reformerne skal derforb.la. indfri de mange løfter, der er afgivet siden 2013 og senest i regeringens sammenhængsreform om at give de offentlige ansatte mere tillid og større råderum. Reformerne skal skabe et øget fokus på kvaliteten i borgernærefunktioner og sikre en tryg, fokuseret og, ikke mindst, en offentlig servicemed priseffektivitet og høj kvalitet.

Der er en nærmest uendelig række af forhold, der ”forurener” velfærdsdebatten.

Til trods for, at den offentlige sektor leverer millioner af ydelser hver evige eneste dag og med en tilfredsstillende og sågar af meget høj kvalitet, så er fokus fra både politikere, nyhedsmedier og meningsdannere stift rettet imod ”håret i suppen”.

Det er den type historier, der får overskrifterne og, som udløser en minister i samråd og det er den type forløb der udløser mere dokumentation og mere kontrol. Det er det ene behandlingsforløb, der går helt galt eller det botilbud, hvor der er sket fejl og hvor ledelsen svigter helt og ofte desværre nogle af vores samfunds mest udsatte. Det faktum fylder dog sjældent ret meget og styrke fokus på nulfejlskulturen. 

Det er et faktum, at den offentlige sektor er ledelsestung. Hvis vi sammenligner den offentlige sektormed en tilsvarende i privat regi, så er der væsentligt flere ledelseslag. Ydermere er der betydelige forskelle i antallet af ledere, ligesom der også er betydelige forskelle i, hvordan man opgør antallet af ledere.

Det er ligeledes et faktum, at den offentlige ansatte har langt mindre prokura – altså mindre handlefrihed til f.eks. at foretage indkøb, rette op på tunge eller fordyrende arbejdsgange eller udvikle organisationen og gøre ”produktet” stærkere og bedre.

Dette problem kendes skam også fra firmaer af en vis størrelse i det private, men i det offentlige er det bare sjældent muligt at ændre på af den simple årsag, at kunder er der masser af, og pengene bliver jo ved med at strømme ind. I den private virksomhed forsvinder kunderne, hvis produktet ikke er godt nok og ikke efterspørges.

Sandheden om det forkætrede effektiviseringskrav på 2 % er, at redskabet har tvunget det offentlige til at prioritere og effektivisere. Listen af eksempler af ting, der er opnået ved konsekvent at kræve en 2% effektivisering, er lang, men vi er formodentlig også kommet dertil, hvor der skal andre virkemidler til, som kan bistå politikere og de offentlige ledere i at fokusere og ikke mindstprioritere.

Det er det, som velfærdsdebatten burde handle om, og det er det, som debatten burde hjælpe os med at blive klogere på! Når debatten om velfærd gør os dummere, er det fordi den ikke bindes op på konkrete reformtiltag af eks. ledelsesstrukturerne, nye og enklere afregningsmodellerne af de økonomiske incitamenter eller af f.eks. faggrænser og overenskomster.

Den offentlige sektor, lider af det grundlæggende problem eller den grundlæggende syge, at ”hovedet” vokser og vokser, alt imens ”benene” bliver svagere og svagere. Den udvikling skal vendes, og det kan vi kun ved at stille krav til ”kernen” og skære i det ”politiske og administrative fedt” samt gennemføre omfattende regelforenklinger og afbureaukratiseringer.

Som den første regering i årtier har VLAK sat handling bag de mange løfter om en bedre og mere effektiv offentlig service. Den udvikling skal videreføres og ikke sovse ind i nye politiske overbud.

Kommunalt finansierede selvlysende bænke, skihopbakker, bycykelprojekter osv. listen med kommunalt som statsligt fråseri, misforvaltning og misbrug af offentlige midler, er ufattelig lang og endeløs, hvis man blot følger lidt med i nyhederne. Kigger vi på hvordan de offentlige forsyningsselskaber, havneselskaber og eks. uddannelsesinstitutioner forvalter skatteydernes penge bliver billedet bare være.

Lad os gøre op med den kultur og skabe nyt fokus på borgeren, og prioritet til den offentlige sektors kerneproduktion og ydelse.

 Det kommer til at kræve en hård hånd. For langt størstedelen af den offentlige sektor evner det ikke selv.   

Forleden bragte Ekstrabladet igen en historie fra Rigshospitalet, hvor en modig læge står frem og råber vagt i gevær om kritisk lave normeringer på hans afdeling. Hvor ville det dog være befriende at høre Rigshospitalets direktør træde op på ølkassen og meddele, at han pr. dags dato har skåret sin administration med 10 procent og valgt at øge normeringerne på udvalgte afdelinger.

Det sker bare ikke i det offentlige Danmark, men det burde det.

Previous

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *