Hjørnet hvor der er plads til reflektion!

05-06-2018

Glædelig Grundlovsdag!

I dag er det grundlovsdag. For nogle er det det samme som vores nationaldag, for andre er det en fejring af en grundlov som på mange områder er unik, men som også ofte, tillægges en større betydning og rolle end dens principper kan bære, ligesom grundloven i disse år presses af den tid den ikke er skrevet til.

Fra tid til anden dukker debatten om en revision af grundloven op, og jeg deler det synspunkt, at vores grundlov har brug for en revision og en modernisering, men vigtigst tror jeg det er, at vores frihedsrettigheder sikres og tydeliggøres, så den erosion vi er vidne til i disse år kan bremses.

Tidligere stod vores folkevalgte på vagt for både besindigheden, principfastheden og på vagt om grundlovens fundamentale principper og frihedsrettigheder. I vores dage, hvor den politiske dagsorden er at gå til grænsen af både grundloven og konventionerne for bla. at ramme minoriteter og detailregulere alle dele af vores samfund, er dette ikke længere tilfældet.

Vi bør derfor naturligvis også indføre en forvaltningsdomstol, der både kan tøjle den lovgivende som den udøvende magt.

Vi har ikke en nationaldag i Danmark. Modsat stort set alle andre af vores naboer, har vi ikke en dag hvor vi fejre Danmark, et af verdens mest velfungerende samfund, og et af det samfund, der har evnet at reformere sig, uden borgerkrige og konflikter, alt imens de helt grundlæggende kulturelle som institutionelle bestanddele forsat består.

Vi fejrer grundlovsdag, men vi fejrer ikke hverken vores nation eller vores samfundsmodel, vi fejre det demokrati som grundloven har muliggjort, men ser vi på deltagelsen i grundlovsdag, så er den lige så marginal eller begrænset, som så meget andet er i det politiske Danmark, hvor vi hellere vil tale om politikerlede ved køkkenbordet og eller foran husalteret, end vi vil bevæge os ud og møde nogle af de, der til trods for de konstante nedvurderinger og udskamninger, alligevel vælger at stiller deres liv, ry, rygte og omdømme til rådighed for Danmark og demokratiet, uanset om det er som medlemmer af et politisk parti eller som folkevalgte i byråd, regionsråd og i folketinget.

Trods historisk høj valgdeltagelse, påstås det vedholdende – igen og igen – at demokratiet er i krise. Det diskuteres hvad der mon kan gøres for at genskabe tilliden til politikerne og til de politiske processer, men når det kommer til stykket gør vi ikke ret meget. Når talen falder på demokratiet og deltagelse i politik kommer vi åbenbart kollektivt til kort.

Mange vil gerne i disse år give de sociale medier skylden. Tone er hård. Det er en meningskloak, eller som Søren Pind udtalte: ”Alle landsbytosserne har fået frit spil på facebook”. I min verden er sociale medier en gave til demokratiet og aldrig før har det være nemmere at forsamles efter anskuelser end i dag, ligesom afstanden imellem folket og politikerne aldrig har været kortere.

Det er en gave til demokratiet men også den største udfordring. Når folk vælger at brække sig ud over andre menneske - i det offentlige rum - på facebook og med særlig og en sjælden vrede, som man kun undtagelsesvis møder i det fysiske rum, er det en udfordring og en udfordring vi skal lære at håndtere.

Det er ikke samfundets skyld eller facebooks skyld. Folk har ytringsfrihed og må, kan og bør kunne ytre sig så længe det sker under ansvar for loven. Som en kollektiv vildfarelse har vi i en årrække troet at nettet var en ”lovgivningsfri” zone. Det er det ikke og det er helt naturligt at strafforfølge dem der ikke værner om den demokratiske samtale og truer eller chikanere andre.

Der er ingen tvivl om at ytringsfriheden presses i disse år og specielt på de sociale medier hvor bla. facebook blokerer eller udelukker brugere for ytringer, der ikke er ulovlige i det fysiske rum, men som facebook eller andre sociale medier anskuer og vurdere som stødende eller fornærmende.

Nogle vil argumentere at det er de i deres gode ret til, men det er ikke i overensstemmelse med dansk lov, og er politisk smagsdommeri. Oveni denne tiltagende tendens er den politiske vilje for at regulere nettet, overvåge og logge aktivitet på nettet, samt begrænse friheden på nettet stor, og der er ingen tvivl om at står overfor en række politiske forsøg på at øge kontrollen og begrænse friheden.

Grundloven tilsiger det er domstolene der har den dømmende magt i Danmark og politiet der har den udøvende magt. Det er ikke en etikdirektør i facebook der skal diktere indholdet eller substansen i den demokratiske samtale, og efter min opfattelse skal det være en grundlæggende præmis for kommercielt at kunne operere et socialt medie i Danmark, at det sker i overensstemmelse med dansk lov.

Alle leder vi efter det berømte hår i suppen i disse år. Og vi finder overraskende ganske ofte – ja faktisk hver eneste dag. Søg og du skal finde, synes at være den politiske dagsorden der driver, det der i virkeligheden er de få, men også er dem der råber højest.

Politikere, journalister og meningsdannere – alle er vi optaget af alt det der ikke virker. Alt det de ”andre” har gjort forkert og alt det som ”systemet” og ”samfundet” ikke tager sig af. Til trods for vi deler os efter anskuelse, så synes vi at kunne enes om en universel ting: Der er rigtig mange ting der ikke virker i Danmark.

Vi finder den behandling på et sygehus der gik galt. Vi finder det forløb på jobcentret der gik galt, og vi finder selvfølgelig også den politiker, der har svindlet som en gammel brugtvognsforhandler, eller som er beskyldt for det og vi dømmer både institutioner, regeringer, politikeren og naboen uden hensyntagen til netop grundlovens helt fundamentale grundprincipper om retsstaten, og om at man er uskyldig indtil andet er bevist.

Midt i vores tunnelsyn overser vi vores samfunds helt unikke karakter. Vi overser de millioner af gode behandlingsforløb der af vores sundhedsvæsen leveres hver eneste dag. Vi overser de millioner af service- og tjenesteydelser der udveksles hver eneste dag, imellem offentlige myndigheder, borgere og virksomheder og som i virkeligheden er det der binder vores samfund sammen og får dagligdagen til at fungere.

Vi overser det behændigt, og vi vil ikke fokusere på det faktum, at vi har verdens laveste korruptionsniveau, at vi verdens højeste niveau af tillid til vores samfunds institutioner, en stigende succes i Integrationen og beskæftigelsen af udlændinge er historisk høj, og arbejdsløsheden er historisk lav.

Ingen glæder sig over at over 200.000 mennesker er kommet i arbejde siden 2015, for der var jo stadig det ene eller det andet hår i suppen der ødelagde hele festen! Sidst men ikke mindst, og den skal jo med, så er der ingen der glæder sig over at der er styr på indvandringen til Danmark og den er på det laveste niveau der er set i mange år.

Vi har vænnet os til at leve på lorten – sagt lidt ligefremt – og vi har fuldstændig glemt at glædes os over både hinanden som de unikke muligheder vores samfundet giver os.

Lad os indføre en nationaldag. En dag hvor vi tillader os at fejre det samfund vi bor i og som har fostret os og diget os og som nære os.

Lad os blot en dag om året bruge tiden på at tale vores samfund op, en ”hårløs” dag hvor vi ikke leder efter håret i suppen, men i stedet glædes over at leve i et af verdens mest velfungerende samfund – trods alt.

Rigtig god grundlovsdag.

05-10-2017

Siden folketingvalget har det politiske Syddanmark udstillet sig selv i en grad som kun kan påkalde sig befolkningens undren, berettigede kritik – ja måske endda vrede. Listen er uendelig lang. Vejle Havn, Horsens Havn, Trekantens Forsyningsselskab, Ewii, Carl Holst sagen  og senest VUC Syd sagen i Haderslev. Vi bliver vi nærmest dagligt bliver præsenteret for nye sager. Det tegner et nærmest uendeligt og trist billede af en politisk kultur, hvor man har mistet fornemmelsen for ret og vrang. En kultur hvor man har mistet respekten for skatteydernes penge og de betroede midler.

Sammenfaldene imellem politisk udpegede repræsentanter, politiske gnaveben er ret slående, og det kan undre hvor omtanken og moralen blev af. I mine øjne er det udtryk for en politisk kultur på afveje. Offentligt ejede virksomheder er ikke at sammenligne med private virksomheder. Der skal gælde særlige rammer for gaver, rejser, bonusordninger og lønninger herunder muligheden for eks. at give sponsorater til det lokale fodboldhold. Pengene er borgernes og skal forvaltes i overensstemmelse med det faktum. Er der overskud skal det tilbageføres til borgerne ved lavere priser og ikke bruges på ekstravagante belønninger, gaver eller bonusser.

Jeg håber vælgerne frem til regionsrådsvalget og kommunalvalget 21. november, vil samle de mange sager sammen, og vælge nogle repræsentanter der både kan og vil indføre en anden politisk kultur.

Ordentlighed betyder noget også i politik. 

10-09-2017

I et nyhedsbrev, der blev udsendt i sidste uge kaster Forsvarschefen vievand ud over den budgetanalyse som skal danne baggrund for det kommende forsvarsforlig. Anbefalingerne er både rigtige og nødvendige slår Forsvarschefen fast.

Jeg skal være den første til at bekræfte, at det Forsvar som vi står tilbage med efter knapt 20 års kontinuerlige omstruktureringer ikke på alle områder leverer, ej heller er i stand til at omsætte skatteborgernes bidrag til fred og sikkerhed på en særlig optimal eller effektiv måde.

Der er masser af plads til forbedringer ligesom der er ting der fungere godt og som bør bevares. Analysen er meget omfattende og fylder knapt 1100 sider.

Hverken organiseringen af Forsvarets øverste ledelse eller af de ministerielle styrelser er omfattet, med undtagelse af Forsvarsministeriets indkøbs- og materielstyrelse der foreslås omstruktureret for gud ved hvilken gang....Det er vel 9. eller 10. omstrukturering siden oprettelsen i 2005..

Noget af det der nok bekymre mig mest er omfanget af den historiske omstrukturering som Forsvarschefen herved erklære at ville stå bag.

I nyhedsbrevet anføres det bla. - meget neutralt - at udviklingsvirksomheden skal centraliseres og reduceres.

Det der burde have stået var, at særligt Hærens udviklingsvirksomhed demonteres, splittes op og skæres ned.

Det bliver hurtigt meget teknisk det her, men omsat i ting som langt de fleste mennesker kan forholde sig til, så er der lagt op til at det nyoprettede Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl nedlægges og opdeles. Det stopper desværre ikke der. 
På samme vis er forslaget også, at det nyoprettede Hærens Efterretningscenter nedlægges på samme måde og deles op. Dermed er Forsvarschefen inde og pille ved nogle af de vigtigste kompetence- og Videnscenter Hæren og Forsvaret har.

Hvordan man kan komme frem til at nedlægge dem begge er for mig både stærkt bekymrende, men i virkeligheden også foruroligende, for det virker mest som om at man ikke har den fjerneste ide om hvad det er man piller ved.

Hærens Kamp og ildstøttecenter blev oprettet i asken af Hærens Kampskole i 2014, samtidig med at man besluttede at sammenlægge kamptropperne og artilleriet. Centeret har bla. ansvaret for studie- og udvikling af beskyttelsen af soldaten, beskyttelse af køretøjer samt eks. integration og krav til, såvel Hærens våben som den effekt de skal leverer for at Hæren kan kæmpe og vinde. Jeg gjorde tjeneste ved Hæren Kampskole i 13 år. Det er min vurdering at Hæren og Forsvaret herved vil miste en vital og sensitiv viden og kapacitet der, ikke mindst da hæren blødte under alvorlige tab leverede en helt afgørende indsats, for både at forbedre soldaternes materielmæssige beskyttelse, men også ift. indsatsen med at udvikle de procedure der muliggjorde at Hærens enheder kunne kæmpe og nedkæmpe Taleban på det taktiske og det lokale niveau.

Hærens Efterretningscenter blev oprettet i 2014 for at lære af de blodige erfaringer og tab som Hæren havde gjort sig i kampagnerne i både Irak og Afghanistan. Formålet var at samle Hærens taktiske efterretningsenheder og skabe en sammenhængende udvikling målrettet den taktiske efterretningstjeneste, og ikke mindst øge integrationen og effekten til gavn for enhedernes egen beskyttelse og kampkraft. Den foreslåede centralisering og nedlæggelse, vil føre den taktiske efterretningstjeneste tilbage til det niveau vi kendte til før 2005. Om end kapaciteterne måske kan holdes samlet vil adskillelsen fra udviklings- og analysekapaciteterne , fjerne den synenergi og den sammenhæng som specielt efterretningstjenestens effekt på afgørende vis er helt afhængig af.

Nu her knapt tre et halvt år senere er Forsvarets øverste ledelse øjensynligt blev meget klogere end man var i 2014 da man oprettede begge center.

Nu skal de begge nedlægges og virksomheden splittes op, imens taktiske udviklingsvirksomhed, der er kernen skal reduceres og centraliseres.

Jeg har tidligere sammenlignet budgetanalysens anbefalinger og konsekvenser med kollapset i SKAT.

Jeg har tidligere kaldt den Danmarks historiens største omstrukturering af Hæren for et eksperiment.

I Forsvarschefens nyhedsbrev udtaler han at han finder budgetanalysens anbefalinger både rigtige og nødvendige. Der masser af relevante provenuer der både kan og skal hentes med udgangspunkt i analysens anbefalinger, men reduktion af den taktisk orienterede udviklingsvirksomhed og en opsplitning af efterretningskapaciteterne er hverken nødvendig eller rigtig.

Det vi dog nu ved er, at Forsvarschefen formodentlig ikke kommer til at stå på mål for at bevare, hverken Hærens Kamp og Ildstøttecenter eller det nyoprettede Hærens Efterretningscenter.

At man derudover vil oprette to nye brigader uden at placere en af dem i Hærens største øvelses- og skydeterræn er en HELT anden sag.

At man derudover foreslår værnepligtige som besætningsmedlemmer på kampvogn, at centralisere al kampvognsuddannelse, formodentlig 100 km fra deres primære skyde- og øvelsesterræn og værksted, og leger med en udfasing af Hærens infanterikampkøretøjer understreger det blot alvoren, og de risici analysens indhold kan få for Hæren i de kommende forhandlinger.

Offentliggørelse af budgetanalysen er helt i tråd med mine egne opfordringer tidl. i debatten på Olfi. Min opfordring skal derfor være til både kollegaer, presse og andre interesserede. Brug den unikke mulighed vi får nu for at debattere forsvar og sikkerhed og ikke mindst til at kvalificere den kommende forligsproces.

men...Husk - Tal ordentligt hele vejen igennem uanset hvor stødt du bliver.

04-08-2017

Som bekendt har forligskredsen bestilt en budgetanalyse, der skal identificere besparelser på det eksisterende Forsvar på en mia. Den mia skal findes i et Forsvar, der i det eksisterende forlig er blevet pålagt at spare 15% af budgettet. Udgangspunktet for denne 15% besparelse var, at man i 2012 forventede at det var muligt, da vi bla. indstillede kampoperationerne i Afghanistan og da vi forventede at Forsvaret kunne få en kamppause. Sådan gik det ikke.
Træningsoperationen i Afghanistan, den nye træningsoperation i Irak, bekæmpelse af radikale islamiske terrorister i Mali, og ikke mindst bekæmpelse af Islamisk Stat i Syrien og Irak, er alle opgaver der har manifesteret sig siden, og som ikke lå til grund for det eksisterende forlig. Dertil skal vi så lægge Ruslands annektering af Krim og besættelse af det østlige Ukraine, udsendelse af bidrag til Baltikum, en voldsom stigning i øvelsesvirksomheden, den igangværende militarisering af såvel Aktisk som Østersøen. En udvikling og opgaver ingen havde forestillet sig i 2012.
Aftenens udgave af deadline var for en gangs skyld et af de mere lødige indlæg i debatten om Forsvarets fremtid.
Det giver ingen mening at drøftet antallet af officerer, befalingsmænd eller konstabler eller værnepligtige før vi har sat opgaverne for Forsvaret på plads. Som forventet, eller som frygtet er det ikke der, vi hverken starter eller ender.
Budgetanalysen – som ingen kender indholdet af, og som vi derfor reelt ikke kan debattere med mening, er i disse dage ved at blive omsat til konkret forslag i Forsvarsministeriet.
Hvorvidt der an stadigvæk kan tales om egentlige militærfaglige anbefalinger er spørgsmålet. I modsætning til tidligere har vi ikke længere en adskillelse imellem den militære ledelse og den politiske ledelse af Forsvaret. Dette øger i betragtelig grad risikoen for at de forslag der lander på forligskredsens bord reelt ikke kan understøttes militært, men at de derimod har karakter af dekreter baseret på ministeriets økonomiske skøn og vurderinger.
Jeg anerkender penge er vigtige, og en grundlæggende forudsætning for meget, om ikke alt i vores samfund. Det her handler dog om noget ganske andet. Det handler om at identificere de risici der er forbundet med at udvikle offentlige organisationer at gøre det med et ensidigt økonomisk fokus. I min verden er de faglige anbefalinger helt grundlæggende, og helt afgørende for at vi kan udvikle eks. Forsvaret med troværdighed og således Forsvaret kan løse sin opgave med at garantere Danmarks sikkerhed, suverænitet og frihed.
Udgangspunktet i regeringsgrundlaget er at give Forsvaret et substantielt løft.
Vi bør derfor lytte indgående til både Formanden for HKKF Flemming Winther og Formanden for HOD Niels Tønning når de udtrykker deres skepsis. Det er for nemt at motivdræbe deres skepsis ud at et relativt idiotisk argument om, at de blot vil have flere medlemmer. Aftenens udgave af deadline understregede da også at dette heller ikke er deres mission eller deres pointe. Ved at starte med at fokusere på økonomi har vi startet skævt. Vi bør fokusere på opgaverne Forsvaret skal løse, herunder ikke mindst inddrage det vi allerede ved virker og det vi ved ikke virker.
”Hvis ikke vi skaber en troværdig vare (Forsvaret) vil ingen købe den”. Rusland vil ikke ”købe” afskrækkelsen, NATO vil ikke ”købe” kvaliteten og Forsvarets ansatte vil ikke ”købe” troværdigheden.
Du kan se aftens udgave af DR deadline her: https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-08-03

Øvrige links:
http://olfi.dk/2017/07/16/forsvaret-risikerer-kollaps-paa-linje-skat/
https://www.avisen.dk/blogs/steeniversenoutlookcom/udviklingen-i-skat-er-en-skandale--skal-vi-lade-det_49132.aspx
http://olfi.dk/2017/05/05/10-000-vaernepligtige-konservativt-droemmeri-kvaele-forsvaret/

24-07-2017

Svar på Lars H. Nielsens blogindlæg på AVISEN DK, i respons på min artikel på OLFI søndag 16 juli 2017: http://olfi.dk/2017/07/16/forsvaret-risikerer-kollaps-paa-linje-skat/

Først og fremmest vil jeg gerne takke Lars H. Nielsen for, at han som medlem af SFs politikudvalg har valgt at kommentere på min artikel på netmediet Olfi i hans blog på AVISEN DK. AVISEN. DK har desværre valgt ikke at optage min replik til Lars H. Nielsen.

Jeg skrev, og understregede at artiklen var skrevet i min egenskab af både officer og soldat. Jeg kan imidlertid konstatere at LHN kommentar og svar er skrevet til mig som politiker og jeg vil derfor vælge at svarer som sådan.

Jeg vil berolige LHN med, at mine følelser ikke sidder uden på uniformen eller uniformstøjet. LHN undre sig over, at jeg kan få mig selv til at skrive ”Forsvaret risikere et kollaps på linje med SKAT”. Jeg er sådan ikke uenig med LHN i at skandalen i SKAT ikke tåler nogen sammenligning. Det er heller ikke det jeg skriver. Jeg skriver, vi ”risikere” et kollaps på linje med SKAT. Det er en advarsel om at forløbene i begge sager ligner hinanden. Begge myndigheder er igennem de seneste årtier blevet vredet fra hinanden af den ene eksterne konsulentundersøgelse efter den anden med deraf følgende politiske forlig.

Prof. Kim N. Andersen glimrende kronik i Information 15 juli understreger jo netop præcist denne misbrug af konsulenter. LHN ikke er enig i at konsulentundersøgelser anvendes om alibier på såvel det politiske som det ledelsesmæssige plan, men i stedet finder at der er et ledelsesmæssigt problem i Forsvaret. Jeg tvivler på at Forsvaret adskiller sig væsentligt fra andre offentlige myndigheder. Tværtimod! Jeg er af den opfattelse, at de forløb jeg har været vidne til kan genkendes af langt de fleste offentlige ansatte. Dette understøttes også af den undersøgelse som LO har ladet udarbejde, og af flere andre både faglige organisationer som tænketanke.

Det er korrekt, at enhver sikkerhedspolitisk som forsvarspolitisk diskussion skal tage sit udgangspunkt i en diskussion om hvad vi vil bruge Forsvaret til. Set i et nutidigt, som i et historisk perspektiv vil LHN og jeg dog være udfordret. Vi ser ganske enkelt ikke verden på samme måde. Særlig LHN syn på Rusland er bekymrende usolidarisk med de mange nye og spirende demokratier, der med stor bekymring ser mod øst og kan konstatere, at Rusland nu igen flytter sig væk fra samarbejdets og fællesskabets kurs.

De frygter Putins hasardspil med Europas og verdens sikkerhed, og ser et styre i Moskva der fængsler den politiske opposition, hvor journalister forsvinder sporløst, hvor politiker bliver dræbt på åben gade og vores NGO bliver betragtet som udenlandske agenter, imens man samarbejder men nogle af verdens mest brutale diktatorer. Ved siden af dette fører Moskva adskillige Proxy krige både i det virtuelle rum som i det fysiske rum. Vi kan glimrende lade som om at dette ikke findes, og tro at vi ved samtale og dialog og flere diplomater kan få Rusland tilbage på samarbejdets kurs. Det kræver dog at Rusland vil samarbejde, og ikke mindst vil vælge forhandling frem for krig.

Det fravalgte Rusland i Ukraine.

LHN kommentar præger den normale kompleksitet jeg synes der er i SFs holdning til Forsvaret.

På den ene side må det, som jeg også anføre i min artikel på Olfi, ikke koste noget og det er ikke militært issenkram der står øverst på listen hos SF. På den anden side, skal Forsvaret have de kapaciteter der gør at de kan indsættes internationalt og sågar være en garant for de baltiske landes sikkerhed.

Hvis LHN har lyst så eksisterede der adskillige artikler der beskriver hvilken massiv militær opbygning Rusland har igangsat, og hvilke øvelsesaktiviteter der gennemføres i det vestlige militærdistrikt der grænser op til Baltikum, Polen og de øvrige tidl. sovjetiske randstater.

Der er ikke noget i dette billede der ikke peger på at Rusland alene forbereder sig på forsvar af eget territorium. At tro at Danmark kan stå som garant for de baltiske landes sikkerhed er at voldsomt ambitiøst mål at sætte op, og et mål der alene kan sikres via NATO samarbejdet. Rusland militære opbygning er tillige grunden til, at NATO har revideret de mål og rammer der er fastsat for alliancens militære styrkemål og budgetmål.

De mål lever Danmarks som bekendt ikke op til. Hvis SF vil sikre, ikke alene de baltiske landes sikkerhed, bør SF bakke op om de 2%, og ikke mindst om den afskrækkelsesstrategi som NATO har sikret freden i Europa med de sidste knapt 80 år.

Jeg er enig med LHN når han anføre, at ser man alene på det militære styrkeforhold imellem NATO og Rusland er NATO betydeligt stærkere end Rusland. Hvad LHN dog bør bemærke er, at dette skyldes USA og USA alene, de de Europæiske lande har reduceret deres forsvar markant. Efter USA og UK har trukket de enheder hjem der tidligere var placeret i Tyskland, er det relative kampkraftforhold i Europa og ikke mindst i Baltikum ikke jævnbyrdigt. 

SFs veneration for FN er velkendt, og det ville i den ideelle verden være glædeligt hvis FN fungerede på det sikkerhedspolitiske område. Det gør FN desværre ikke, og der er langt den rolle FNs har i dag og til den som FN pagten forudså og fastsatte. I det nugældende politiske billede er der intet der peger på, at FN vil blive overladt større ansvar for verdens sikkerhed. Tværtimod synes det at gå den modsatte vej.

Sammenfattende kan en sikkerhedspolitisk rolle og dagsorden ikke bæres af militær styrke alene men skal suppleres med diplomati og eks. udviklingsbistand. De færreste krige og konflikter kan løses militært men udgangspunktet vil være en erkendelse af parternes forskellige positioner. Så når LHN ikke mener, at Rusland udgør en gigantisk trussel, og at denne er overdrives i uhyggelig grad, vil jeg da opfordre LHN til at drøfte dette med de befolkninger som LHN mener hvis sikkerhed vi skal garantere. De er ikke enige med LHN.

LHN opfattelse af at Rusland kun råder over digitale discountvåben deler jeg ikke. Jeg opfordrer LHN til at sætte sig ind i Ruslands ageren og historiske angreb på både Geogien og Estland. Dernæst de angreb vi har set siden 2014 – fokuseret på bla. Ukraine, kritisk infrastruktur og demokratiske institutioner i Europa.

Der er intet discount over den trussel. Så hvad LHN opfatter som digitale discountvåben, opfatter andre, herunder Forsvarets Efterretningstjeneste som alvorlige trusler, der allerede i dag udgør et alvorligt problem. Det er en alvorlig trussel imod eks. vores virksomheder, vores infrastruktur og vores økonomiske systemer hvilket angrebet på Mærsk senest bekræfter.

Blot for fuldstændighedens skyld, så var Rusland inviteret med helt ind i NATO samarbejdet. NATO og Rusland gennemførte operationer i fællesskab, og opbyggede i årene 1995-2014 et stadig tættere samarbejde. Dette afbrød Rusland ved annekteringen af Krim, nedskydningen af MH17, og ved at starte en borgerkrig i det østlige Ukraine.

LHN opfatter Rusland som en fattig stormagt. Andre, herunder mig selv, opfatter en fattig stormagt som en uforudsigelig og farlig stormagt. Jeg er enig med LHN i at der burde pustes nyt liv, ikke i CSCE, men CFE processen der har ligget stillet siden 2007. CSCE lever skam og har pt. 18 igangværende operationer herunder en i Ukraine. Det er ikke i nogens interesse at øge oprustningen i Europa, men desværre har Rusland handlinger svækket tilliden i en grad at dette synes uundgåeligt. Jeg kan ikke fortænke de befolkninger der i årtier led under Sovjetisk besættelse ikke føler sig trygge, og derfor søger NATOs solidariske beskyttelse. 

Jeg konstatere i mit indlæg på Olfi, at der er en diskurs i at befolkningen ikke interessere sig for forsvars- og sikkerhedspolitikken, men at det er emner som kontanthjælp og pension der kan afgøre et valg. I modsætning til hvad LHN opfatter det som, betyder ikke, at kontanthjælp eller pension ikke er vigtige emner.  Tværtimod. Diskursen består i at, uden frihed og selvstændighed er både kontanthjælp og pension i mine øjne tæt på at være meningsløse. Jeg ærgrer mig således ikke, men konstatere blot, i modsætning til hvad LHN opfatter eller tolker det som. Det overrasker mig dog, at LHN er af den opfattelse af kontanthjælpsmodtagere er psykisk syge der lever i armod. Dem er der helt sikkert og desværre også nogle af, men det er næppe en betegnelse der kan betegne alle kontanthjælpsmodtagere.

LHN forestiller sig at en offentlig virksomhed som Forsvaret kan operere som den, formodentlig private virksomhed han selv er ansat i. Jeg synes LHN overser betydelige pointer i mit indlæg. Heri understreger jeg jo netop hvorfor Forsvaret ikke kan sammenlignes med en privat virksomhed bla. fordi antallet af stillinger er politisk bestemt, og låst herunder geografisk. Den økonomiske ramme er politisk bestemt og en stram budgetstyring, der er politisk bestemt, påtvinger eks. Forsvaret at aflevere ikke forbrugte midler retur til Finansministeriet, hvis de ikke er forbrugt som planlagt – uanset formålet. I LHN virksomhed bliver de enten udbetalt til aktionærene eller investeret i forbedring af produktionen. Endelig er LHNs job og hans løn reguleret af efterspørgslen og markedsværdien. Dette forhold bestemmer kun i ringe grad lønniveauet i Forsvaret, hvilket gør Forsvaret og øvrige offentlige institutioner sårbare og sådan kan man blive ved.

Hvis LHN ikke betalte sit kontingent til 3F eller SF ville han blive smidt ud. Det er hvad den forsvars- og sikkerhedspolitiske debat og ikke mindst Danmarks troværdighed ift. NATO og budget i al væsentlighed drejer sig om. Det står klart at de amerikanske skatteydere ikke vil blive ved med at betale 70 % af prisen for Europas forsvar.

Du kan finde Lars H. Nielsens indlæg på dette link: https://www.avisen.dk/blogs/larshnielsen/major-begaar-overkill-ved-at-sammenligne-nyt-forsvar_49090.aspx