29-05-2016

Politikerlede og politisk moral

Der tales i disse år meget om politikerlede og den politiske moral og etik er grundigt i fokus. Alternativet har ligefrem gjort politikerleden til et brand og har herved en helt egennyttig interesse i at holde fokus på politikerleden i live.

Det er ikke overraskende, at der i sparetider hvor de offentlige ydelser, vi alle er blevet gjort afhængige af, forringes og reduceres, sættes fokus på det offentlige forbrug og ikke mindst politikeres ageren med offentlige midler. Vi bliver stødt, forarget og synes det er groft, når vi læser om politikere der angiveligt rager til sig, der er blevet bekvemme med magten, og som øjensynligt føler sig hævet over almindelige mennesker. Var det bare så sådan at der ikke var noget at have det i, så ville det jo være dejligt men sådan er det jo desværre ikke. Der er ingen almindelige mennesker der kan forstå at politikere skal have betalt sprogundervisning, lavere pensionsalder eller store og ikke mindst hurtigt optjente eftervederlag og pensioner, når de selv må knokler og betale for samme.

Der er ingen der kan forstå, at man tror at man kan rage til sig af dyre rødvine, gratis tøj, krydstogter og dyre budgetseminarer, når man samtidig forsøger at overbevise befolkningen om at kassen er tom, og at der derfor må spares på den borgernære velfærd, bemandingen i børnehaver, i skolerne og både på plejehjem og sygehuse.

Jeg savner vision. Jeg savner etisk og moralsk ordentlighed og en sammenhæng imellem det vi siger og det vi gør. Vi skal have gjort op med det offentliges ineffektive strukturer og bureaukratiske processer, og vi skal have gjort op med det dogme, der siger at den offentlige sektor ikke kan effektiviseres og gøres billigere og bedre. Det er ikke en natur lov at alle besparelser starter i bunden, selvom det er den model vi igen og igen præsenteres for, og i min verden kan det blive nødvendigt om nødvendigt ved lov at retlede hvorledes effektiviseringer skal fordeles imellem top og bund.

Bunden har holdt for længe og tilbage står akutte og absolut påtrængende effektiviseringer i toppen af det offentlige hierarki. Det er på tide at dobbelt administration, unødvendig registrering og systemisk måltalsstyring og jura afløses af sund fornuft og logik.

Sidst men ikke mindst skal vi som politikere tages os grundigt sammen og være os bevidst om at de særlige betingelser og vilkår der følger med hvervet og mandatet uanset om det udøves i folketinget, i regionen eller i kommunen eller for den sags skyld i et kommunalt forsyningsselskab. Det er og bliver almenvældets interesser og midler vi varetager og har ansvaret for. Det offentlige er hverken en koncern eller et privatfirma, og kan og skal ikke hverken ledes eller agere på samme vilkår.