05-06-2016

Grundlovstale 2016

Grundlovstale 2016

I dag fejrer vi vores grundlov og vores forfatning.

Det der burde være en stor festdag i Danmark - en nationaldag, er blevet en marginaliseret og lidt elitær dag, hvor nogen deltager i grundlovsmøder, mens andre, ja langt de fleste fortsætter deres liv og dagligdag som om det var en helt almindelig dag.

Det er meget dansk, meget udramatisk og uhøjtideligt og ikke noget der reelt bekymre os. Eller gør det?

Det er derfor dejligt at se jer her i Varde idag, og jeg er glad for at, I ville give jer tid til at gå til grundlovsmøde.

Som jeg startede med at sige, så fejrer vi i dag vores grundlov, en lov som giver os ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og som beskytter vores ejendom.

Det er individuelle rettigheder som da denne lov blev skrevet - på ingen måde var en selvfølge og som fortsat ikke er en selvfølge i store dele af den verden der omgiver os.

Grundloven fastsætter også et andet helt bærende fundament for vores samfund – magtens tredeling - og magten er i Danmark opdelt i en lovgivende, udøvende og i en dømmende magt – en deling der har sikret os imod diktatur, tyranni, og som dagligt holder magten i skak, i respekt for individets ret!

I sin simpelhed er dette det moderne Danmarks fundament.

Grundloven er blevet et med vores kultur og vores kultur er blevet et med grundloven. Det er en kultur som vi skal være stolte af, ikke kun for vi er verdensberømte for den, men fordi den reelt er blevet en naturlig og selvfølgelig del af os selv.

På Christiansborg hænger en frise med ordene RETSIND, FRISIND, STORSIND og LOVSIND.

En tidl. konservativ politiker beskrev grundlovens kerneværdier ud fra den frise som hænger på Christiansborg således:

” Frisind, fordi udgangspunktet altid må være det enkelte menneskes ret til forskellighed og dermed personlig frihed under personligt ansvar.

Retsind, fordi menneskers liv i fællesskab med hinanden skal ledes af ideen om den enkeltes ligeværdighed og ikke af den stærkes overmagt.

 Lovsind, fordi retfærdighed opnås gennem regler og lighed for loven

Og endelig storsind, Fordi forskellighedens kraft, de, der har evnerne og energien, kan skabe til fordel for såvel den enkelte som til fordel for fællesskabet. Kun ved at give plads til dem, der kan skabe mere, end de selv behøver, bliver der plads til dem, der ikke kan. Storsindet ser tydeligst forskellighedens styrke, smålighedens misundelse kun dens svagheder”

Særligt i det forgangne år har vi diskuteret vores grundlov og de rettigheder som den giver, ikke kun os selv, men også alle dem som vi igennem årtier har taget imod og givet ophold her i landet.

I særlig grad er vores retsind og storsind blevet udfordret. Udfordret af rabiate, formørkede og middelalderlige mænd, som i skumle baglokaler, dokumenteret af DR, sidder og taler imod vores kultur, taler imod vores individuelle rettigheder og taler for både stening og det der er værre, og som vi i Danmark kun kan betragte med afsky og betragte som både middelalderligt og brutalt.

Vi forstår ikke hvad der foregår, vi forstår ikke hvorfor det er tilladt  og vi forstår ikke, hvorfor vi ikke bare kan forbyde det ved lov og få det til at gå væk!

Vi føler os truet, vi er bange og vi er bekymret over den massive indvandring som vi er vidne til. Vi er ikke mindst bekymret over hvad der vil ske hvis de alle tænker og gør som de rabiate hadprædikanter!

Vi møder folk med mistillid! Vi forstår ikke deres utaknemmelighed og vi forstår ikke deres tilvalg af en religion der fratager dem deres ret, i stedet for at give dem ret!

For der er jo – som altid to sider af dette.

Dels de rabiate imamer der jo helt åbenlyst tror på deres eget vanvid, men der er også mennesker der tror på dem, som vælger at afgive og opgive deres selvstændighed, deres frihed og som vælger at underlægge sig regler om burka, Niqab eller regler om social kontrol og arrangerede ægteskaber.

Det siges at ligge i deres kultur, og skal vi lytte til de mest rabiate modstandere af indvandringen – for rabiate er der jo på begge sider – så er Islam og den muslimske befolkningsgruppe at sammenligne med en kræftknude, som blot vil vokse og som vil ende med at nedbryde vores demokrati, ophæve vores retsstat og indføre middelalderligt SHARIA styrer i Danmark hvis det da ikke allerede er her.

I den ende hældes der rigeligt med benzin på bålet. Et bål som er skabt til at fortære vores kulturs selvforståelse, dets styrke og skabt til at nedbryde os med frygt, nære frygten for det fremmede og nære frygten for ukendte og frygten for det uforståelige!

Frygtens og hadets bål næres dagligt af fjerde statsmagt - pressen - mest fordi det sælger aviser og giver omtale. Dernæst næres den via de muligheder som vores moderne samfund har givet vores ytringsfrihed på vores sociale medier, som på den ene side giver os fantastiske muligheder for at ytre os, men som også potentielt giver hadets stemme og forsøget på at oppiske en folkestemning et meget kraftfuldt værktøj i hånden.

Alle slås over en kam og groteske historier om voldtægt, overgreb og kriminalitet begået af indvandere går nærmest dagligt viralt.

Den terror vi har bevidnet i det forgangne år bekræfter os i at vi er truet. Den bekræfter os i vores nagende frygt – den ruger i mange – og vi spørger os selv om vi i virkeligheden har inviteret mennesker ind i vores midte, givet dem ly for krig og forfølgelse, mens vi belønnes med utak og med ønsket om nedbryde vores samfund og indføre et middelalderligt brutalt og hensynsløst kalifat.

Det er som om, at vi har mistet troen på vores kultur, mistet troen på vores egen styrke, som folk og nation og mistet troen på at, vi kan sikre sammenhængen i det danske samfund, ved at stå fast på vores værdier.

Vi ser faren, vi frygter for konsekvenserne og vi er bekymrede for vores børn og deres børnebørn.

Vil de nyde den samme tryghed? Vil de bevare de samme privilegier og få de samme muligheder os vi selv har haft? Og hvordan sikre vi os imod den kraft som vi oplever som både undergravende og nedbrydende?

Dette kalder til handling, men det får mig også til at tro at den virkelige fare ikke er den rabiate islam! Nej, den virkelige fare er de frihedsgrader og de rettigheder vi er parate til at opgive for at bekæmpe de rabiate og de ekstreme!

Sandheden er jo, at når vi skal lovgive, kan vi ikke gøre forskel på befolkningsgrupper ud fra deres race, etnicitet eller deres religion. Der er nødt til at være lige ret for loven og det er nødt til at være det bærende princip i en retsstat.

Vi bør også spørge os selv om vores tillid til staten og myndighederne virkelig er så stor som den påstås at være. Hvis vi vælger at kriminalisere bestemte religioner, bestemte ytringer – uanset hvor vanvittige vi synes de er – bliver det så ikke en ladeport vi åbner for en ny lovgivningsmæssig kultur i Danmark? En kultur af sindelagskontrol og censur?

Er vi parate til at begrænse vores egen frihed, vores egne rettigheder for at ramme de få, de ekstreme og rabiate?

Vi vil virkelig lade os true og intimidere til at opgive dele af det fundament, generationer før os har opbygget og så i dag udgør grundlaget for en af verdens mest succesfulde nationer?

Vil de mange generationer af indvandrere ikke, på samme måde som os selv, blive til en del af vores kultur? Tror vi på at den muslimske befolkningsgruppe vil lukke sig om sig selv, og til sidst ende med at skubbe os ud og overtage vores land?

Jeg tror ikke der er et svar til alle disse spørgsmål.

Jeg ved at mange, ikke kun i Danmark men også i Europa føler mennesker sig truet, stødt og er bange. Det er kraftfulde menneskelige følelser der kan sætte meget alvorlige og potentielt ødelæggende folkestemninger i bevægelse, og det i virkeligheden det problem vi politisk skal reagere på og forholde os til. Historisk er tiden bag os fyldt med skræmmende eksempler på hvad der sker, hvis vi ikke reagerer i tiden.

Vi skal sikre sammenhængen i Danmark og vi skal sikre at den fortsat bygges på grundlovens kerneværdier og på lov og orden.

Vi skal ikke acceptere lovløse tilstande i Danmark hvor vores myndigheder ikke kan opretholde lov og orden på grund af bander eller parallelle samfunds ideer om at de kan overtage eller bestemme. Vi skal tage den kamp, og vi skal sætte en pæl ned der hvor vores retssamfund udfordres af selvbestaltede lokale, der mener både at have ret til og vilje til at udfordre os – ikke kun på vores gæstfrihed men også vores samfundsorden.

Vi skal ikke acceptere ekstremisme i nogen form, og vi skal gøre som vi har gjort i århundrede – taler imod det – kræve respekt for loven, og kræve integration i respekt for både hinanden, men ikke mindst også i respekt for dem der er kommet hertil.

De skal formes af vores demokratiske kultur.

Vi skal respektere folks ret til at leve deres liv som de vil, men samtidig stille krav om at de skal bidrage, og kræve at de ikke kan se sig selv som en afsondret og isoleret del af det fællesskab, som er skabt ved grundlovens fundament, på trods af forskelligheder og forskellige kulturer, skal de formes af vores demokrati.

Som vi, vil de og deres generationer blive formet af frihed, og som vi, har de også krav på, at vi ikke ser hele den muslimske befolkning som en stor rabiat, og ekstremistisk gruppe der grundlæggende blot vil nedbryde os indefra.

Vi er både i menneskelig forstand som i lovgivningsmæssig forstand, nødt til at se dem som individer, individer der under ansvar har samme frihed som vi selv.

Forenes de, skal vi bruge lovgivningen til at forbyde og nedbryde deres foreninger og  organisationer, hvis de virker og som lever af og agiterer for vold, terror, sharia og social kontrol, men vi skal gå varsomt frem!

Vi skal bruge demokratiets væsentligste og mest kraftfulde redskab – dialogen og ytringsfriheden – istedet for hovedløst at forbyde ytringer, indføre censur og forbyde religioner. Det vil undergrave det fundament, vi har bygget Danmark på.

Den frihed vi tager fra dem, tar vi også fra os selv!

Vi skal tage vare på sammenhængskraften i Danmark og vi skal begrænse både indvandringen i omfang, men vi må også regulere den lokale  koncentration af de nytilkomne, der hvor det udgør et problem.

Hvis vi ikke gør det, vil der skabes parallelle samfund. Det er ikke liberalt, og det er ikke alle steder muligt i dag at skrue udviklingen tilbage, men vi skal gøre det, for sikre os selv imod vores egen frygt og imod det som frygten kan føre med sig.

Vores demokrati er ikke truet af indvandringen.

Vores demokrati er mest truet af vores egen rådvildhed, vores egen tvivl på om vi som samfund er stærke og robuste nok til at modstå de påvirkninger vi udsættes for.

Som før skal vi skal stå fast på vores samfunds værdier - konsekvent og håndfast og rigidt kræve respekt for samme, og vedholdende i talesætte den uacceptable adfærd, den uacceptable ytring mens vi fremmer og støtter de moderate og dem som har set Danmark som det dejlige sted hvor  friheden kan udfoldes.

Hav en forsat god grundlovsdag!