15-07-2017

Ved umodenhed, historieløshed og frygt vindes ingen krige!

For nylig udsatte regeringen beslutning om evt. at ville forstærke Danmarks eksisterende bidrag til NATOs Operation Resolute Support. Den igangværende operation har til formål at rådgive og træne de afghanske sikkerhedsstyrker og forsvar i deres kamp imod Taleban og Islamisk stat.

SFs Holger K. Nielsen udtalte at krigen efter hans opfattelse var tabt, og DFs Søren Espersen hoppede ikke overraskende med på den galej, et synspunkt partiets forsvarsordfører adskillige gange har fremført. Begge partiers holdning er velkendte, men i virkeligheden understreger deres holdning jo blot hvorfor netop krigen tabes militært.

Siden interventionen i Afghanistan i 2002 har først USA, og siden NATO søgt at nedkæmpe Taleban og etablere et demokratisk styre i landet, for herved at nægte Taleban og Al Queda et egentligt territorium og dermed en base og en safe haven, hvorfra de kunne udløse terrorangreb imod vesten.

Allerede fra starten var indsatsen for lille og planen usammenhængende. Frem for alt var der ingen plan for exiten eller for overdragelse af ansvaret til Afghanistans nye generationer. Krigen blev sat på budget og den budgetmæssige ramme satte lagde i virkeligheden også kursen for den situation NATO og vesten står i i dag.

Først knapt 10 år efter interventionen igangsatte man reelle og seriøse bestræbelser op at opbygge et afghansk sikkerhedsapparat der kunne tage over der hvor ISAF styrken slap grebet. Krigen var kørt fast, den havde været dyr, kostet meget blod og med Obarma i det Hvide Hus og et valgløfte om at trække amerikanske soldater hjem, udråbte man krigen som vundet og indstillede kampoperationerne, imens man påbegyndte tilbagetrækningen af hovedparten af den vestlige militære styrke. Samtidig igangsatte man opbygningen af det afghanske sikkerhedsapparat, forøgede NATO trænings- og ikke mindst rådgivningsindsatsen på de områder hvor der afghanske militær ikke selv havde ekspertise til at overtage kampen. Det er der vi stadig er i vores indsats.

Til trods for alle odds lykkedes det på ganske få år at opbygge man en formidabel styrke på knapt 700.000 soldater og politifolk, men man forsømte på samme tid at få ryddet op i den alt omfattende korruption og nepotismen, men ikke mindst også at få fjernet det styre der ikke i de forudgående 15 år havde evnet at få rettet op på kursen. 

Afghanistans nye hær kæmper en sejr kamp. Det er ikke en homogen styrke eller en styrke der i alle sammenhænge er effektiv på kamppladsen, men den kæmper.

De afghanske soldater kæmper for deres land og for deres fremtid. Det er krigens børn der kæmper. De har aldrig kendt til andet, og de kæmper fordi den internationale intervention gav dem håb om et andet og et bedre Afghanistan, end det formørkede regime som Taleban havde indført.

Der er mange ting der forhindre Afghanistan i at komme videre imod fred og imod en bedre fremtid. En af dem er blandt at det ikke er lykkedes at få Pakistan til for alvor at tage fat på deres terrorproblem i de nordlige stammeområder. Det er et terrorproblem der flyder ind over grænsen til Afghanistan og som giver Taleban ly og en træningsbase.

Senest er indblandingen blot øget ved etableringen af Islamisk Stat, en uvikling der må forventes at forøges i takt med at Islamisk stat bekæmpes og nedkæmpes i Irak og i Syrien og må flygte til nye territorier.

Slår vi hånden af Afghanistan nu, risikerer vi at historien gentager sig selv.

Som mange sikkert kan erindre sloges Osama Bin Laden mod Sovjetunionen med amerikanske støtte. Uden varsel trak amerikanerne støtten, og skabte derved et had og en global terrorbevægelse verden har sloges med siden. Trækker vi støtten til Afghanistan nu, risikere vi så ikke det samme sker igen?

Hvad enten krigen i Afghanistan var rigtig eller forkert og hvad enten vi var eller er enige i krigens præmis – så frygter jeg for den situation der kan opstå, hvis vi svigter Afghanerne nu.

Hvad er forskellen på Islamisk stat i Irak? Skulle vi også have overladt Irakerne til sig selv, da Islamisk stat skyllede ind over landet, og da den Irakiske hær indledningsvis valgte at flygte og da de slap?

Det scenarie er så skræmmende at jeg ikke har fantasi til at forstille mig konsekvenserne.

SF og DF demonstrere en alvorlig umodenhed, og måske også hvilke kræfter der grundlæggende skaber grundlaget for at en krig kan tabes. Svingende politisk opbakning, manglende politiske forståelse for krigens præmis, og en utilstrækkelig vilje til at tildele tilstrækkelige militære og civile ressourcer samt skiftende såkaldte strategier, der alle har det til fælles at de lever i 4 år ad gangen – fra valg til valg.

Vi skal forsat støtte den afghanske regerings kamp imod ekstremismen symboliseret ved Taleban og Islamisk stat. Alternativet er meget meget værre, og vil kun skabe nye migrantpotentialer, nye terrorreder og det af en dimension vi slet ikke kan forestille os.

Hvad enten vi bryder os om det eller ej. Har vi sagt A må vi også sige B. Svigter vi de nye afghanske generationer nu, risikerer vi at føde endnu en terrorrede og en base for kræfter der allerede har erklæret krig imod vores levevis og imod enhver demokratisk udvikling. Vi kan ikke skrue historien baglæns og rette vores fejl. Vi kan til gengæld stå fast og holde fast, og frem for alt lærer af vores fejl men ikke mindst rette dem.

Ved umodenhed, historieløshed og frygt vindes ingen krige!