24-07-2017

Udviklingen i SKAT er EN skandale – skal vi lade det samme ske i Forsvaret?

Svar på Lars H. Nielsens blogindlæg på AVISEN DK, i respons på min artikel på OLFI søndag 16 juli 2017: http://olfi.dk/2017/07/16/forsvaret-risikerer-kollaps-paa-linje-skat/

Først og fremmest vil jeg gerne takke Lars H. Nielsen for, at han som medlem af SFs politikudvalg har valgt at kommentere på min artikel på netmediet Olfi i hans blog på AVISEN DK. AVISEN. DK har desværre valgt ikke at optage min replik til Lars H. Nielsen.

Jeg skrev, og understregede at artiklen var skrevet i min egenskab af både officer og soldat. Jeg kan imidlertid konstatere at LHN kommentar og svar er skrevet til mig som politiker og jeg vil derfor vælge at svarer som sådan.

Jeg vil berolige LHN med, at mine følelser ikke sidder uden på uniformen eller uniformstøjet. LHN undre sig over, at jeg kan få mig selv til at skrive ”Forsvaret risikere et kollaps på linje med SKAT”. Jeg er sådan ikke uenig med LHN i at skandalen i SKAT ikke tåler nogen sammenligning. Det er heller ikke det jeg skriver. Jeg skriver, vi ”risikere” et kollaps på linje med SKAT. Det er en advarsel om at forløbene i begge sager ligner hinanden. Begge myndigheder er igennem de seneste årtier blevet vredet fra hinanden af den ene eksterne konsulentundersøgelse efter den anden med deraf følgende politiske forlig.

Prof. Kim N. Andersen glimrende kronik i Information 15 juli understreger jo netop præcist denne misbrug af konsulenter. LHN ikke er enig i at konsulentundersøgelser anvendes om alibier på såvel det politiske som det ledelsesmæssige plan, men i stedet finder at der er et ledelsesmæssigt problem i Forsvaret. Jeg tvivler på at Forsvaret adskiller sig væsentligt fra andre offentlige myndigheder. Tværtimod! Jeg er af den opfattelse, at de forløb jeg har været vidne til kan genkendes af langt de fleste offentlige ansatte. Dette understøttes også af den undersøgelse som LO har ladet udarbejde, og af flere andre både faglige organisationer som tænketanke.

Det er korrekt, at enhver sikkerhedspolitisk som forsvarspolitisk diskussion skal tage sit udgangspunkt i en diskussion om hvad vi vil bruge Forsvaret til. Set i et nutidigt, som i et historisk perspektiv vil LHN og jeg dog være udfordret. Vi ser ganske enkelt ikke verden på samme måde. Særlig LHN syn på Rusland er bekymrende usolidarisk med de mange nye og spirende demokratier, der med stor bekymring ser mod øst og kan konstatere, at Rusland nu igen flytter sig væk fra samarbejdets og fællesskabets kurs.

De frygter Putins hasardspil med Europas og verdens sikkerhed, og ser et styre i Moskva der fængsler den politiske opposition, hvor journalister forsvinder sporløst, hvor politiker bliver dræbt på åben gade og vores NGO bliver betragtet som udenlandske agenter, imens man samarbejder men nogle af verdens mest brutale diktatorer. Ved siden af dette fører Moskva adskillige Proxy krige både i det virtuelle rum som i det fysiske rum. Vi kan glimrende lade som om at dette ikke findes, og tro at vi ved samtale og dialog og flere diplomater kan få Rusland tilbage på samarbejdets kurs. Det kræver dog at Rusland vil samarbejde, og ikke mindst vil vælge forhandling frem for krig.

Det fravalgte Rusland i Ukraine.

LHN kommentar præger den normale kompleksitet jeg synes der er i SFs holdning til Forsvaret.

På den ene side må det, som jeg også anføre i min artikel på Olfi, ikke koste noget og det er ikke militært issenkram der står øverst på listen hos SF. På den anden side, skal Forsvaret have de kapaciteter der gør at de kan indsættes internationalt og sågar være en garant for de baltiske landes sikkerhed.

Hvis LHN har lyst så eksisterede der adskillige artikler der beskriver hvilken massiv militær opbygning Rusland har igangsat, og hvilke øvelsesaktiviteter der gennemføres i det vestlige militærdistrikt der grænser op til Baltikum, Polen og de øvrige tidl. sovjetiske randstater.

Der er ikke noget i dette billede der ikke peger på at Rusland alene forbereder sig på forsvar af eget territorium. At tro at Danmark kan stå som garant for de baltiske landes sikkerhed er at voldsomt ambitiøst mål at sætte op, og et mål der alene kan sikres via NATO samarbejdet. Rusland militære opbygning er tillige grunden til, at NATO har revideret de mål og rammer der er fastsat for alliancens militære styrkemål og budgetmål.

De mål lever Danmarks som bekendt ikke op til. Hvis SF vil sikre, ikke alene de baltiske landes sikkerhed, bør SF bakke op om de 2%, og ikke mindst om den afskrækkelsesstrategi som NATO har sikret freden i Europa med de sidste knapt 80 år.

Jeg er enig med LHN når han anføre, at ser man alene på det militære styrkeforhold imellem NATO og Rusland er NATO betydeligt stærkere end Rusland. Hvad LHN dog bør bemærke er, at dette skyldes USA og USA alene, de de Europæiske lande har reduceret deres forsvar markant. Efter USA og UK har trukket de enheder hjem der tidligere var placeret i Tyskland, er det relative kampkraftforhold i Europa og ikke mindst i Baltikum ikke jævnbyrdigt. 

SFs veneration for FN er velkendt, og det ville i den ideelle verden være glædeligt hvis FN fungerede på det sikkerhedspolitiske område. Det gør FN desværre ikke, og der er langt den rolle FNs har i dag og til den som FN pagten forudså og fastsatte. I det nugældende politiske billede er der intet der peger på, at FN vil blive overladt større ansvar for verdens sikkerhed. Tværtimod synes det at gå den modsatte vej.

Sammenfattende kan en sikkerhedspolitisk rolle og dagsorden ikke bæres af militær styrke alene men skal suppleres med diplomati og eks. udviklingsbistand. De færreste krige og konflikter kan løses militært men udgangspunktet vil være en erkendelse af parternes forskellige positioner. Så når LHN ikke mener, at Rusland udgør en gigantisk trussel, og at denne er overdrives i uhyggelig grad, vil jeg da opfordre LHN til at drøfte dette med de befolkninger som LHN mener hvis sikkerhed vi skal garantere. De er ikke enige med LHN.

LHN opfattelse af at Rusland kun råder over digitale discountvåben deler jeg ikke. Jeg opfordrer LHN til at sætte sig ind i Ruslands ageren og historiske angreb på både Geogien og Estland. Dernæst de angreb vi har set siden 2014 – fokuseret på bla. Ukraine, kritisk infrastruktur og demokratiske institutioner i Europa.

Der er intet discount over den trussel. Så hvad LHN opfatter som digitale discountvåben, opfatter andre, herunder Forsvarets Efterretningstjeneste som alvorlige trusler, der allerede i dag udgør et alvorligt problem. Det er en alvorlig trussel imod eks. vores virksomheder, vores infrastruktur og vores økonomiske systemer hvilket angrebet på Mærsk senest bekræfter.

Blot for fuldstændighedens skyld, så var Rusland inviteret med helt ind i NATO samarbejdet. NATO og Rusland gennemførte operationer i fællesskab, og opbyggede i årene 1995-2014 et stadig tættere samarbejde. Dette afbrød Rusland ved annekteringen af Krim, nedskydningen af MH17, og ved at starte en borgerkrig i det østlige Ukraine.

LHN opfatter Rusland som en fattig stormagt. Andre, herunder mig selv, opfatter en fattig stormagt som en uforudsigelig og farlig stormagt. Jeg er enig med LHN i at der burde pustes nyt liv, ikke i CSCE, men CFE processen der har ligget stillet siden 2007. CSCE lever skam og har pt. 18 igangværende operationer herunder en i Ukraine. Det er ikke i nogens interesse at øge oprustningen i Europa, men desværre har Rusland handlinger svækket tilliden i en grad at dette synes uundgåeligt. Jeg kan ikke fortænke de befolkninger der i årtier led under Sovjetisk besættelse ikke føler sig trygge, og derfor søger NATOs solidariske beskyttelse. 

Jeg konstatere i mit indlæg på Olfi, at der er en diskurs i at befolkningen ikke interessere sig for forsvars- og sikkerhedspolitikken, men at det er emner som kontanthjælp og pension der kan afgøre et valg. I modsætning til hvad LHN opfatter det som, betyder ikke, at kontanthjælp eller pension ikke er vigtige emner.  Tværtimod. Diskursen består i at, uden frihed og selvstændighed er både kontanthjælp og pension i mine øjne tæt på at være meningsløse. Jeg ærgrer mig således ikke, men konstatere blot, i modsætning til hvad LHN opfatter eller tolker det som. Det overrasker mig dog, at LHN er af den opfattelse af kontanthjælpsmodtagere er psykisk syge der lever i armod. Dem er der helt sikkert og desværre også nogle af, men det er næppe en betegnelse der kan betegne alle kontanthjælpsmodtagere.

LHN forestiller sig at en offentlig virksomhed som Forsvaret kan operere som den, formodentlig private virksomhed han selv er ansat i. Jeg synes LHN overser betydelige pointer i mit indlæg. Heri understreger jeg jo netop hvorfor Forsvaret ikke kan sammenlignes med en privat virksomhed bla. fordi antallet af stillinger er politisk bestemt, og låst herunder geografisk. Den økonomiske ramme er politisk bestemt og en stram budgetstyring, der er politisk bestemt, påtvinger eks. Forsvaret at aflevere ikke forbrugte midler retur til Finansministeriet, hvis de ikke er forbrugt som planlagt – uanset formålet. I LHN virksomhed bliver de enten udbetalt til aktionærene eller investeret i forbedring af produktionen. Endelig er LHNs job og hans løn reguleret af efterspørgslen og markedsværdien. Dette forhold bestemmer kun i ringe grad lønniveauet i Forsvaret, hvilket gør Forsvaret og øvrige offentlige institutioner sårbare og sådan kan man blive ved.

Hvis LHN ikke betalte sit kontingent til 3F eller SF ville han blive smidt ud. Det er hvad den forsvars- og sikkerhedspolitiske debat og ikke mindst Danmarks troværdighed ift. NATO og budget i al væsentlighed drejer sig om. Det står klart at de amerikanske skatteydere ikke vil blive ved med at betale 70 % af prisen for Europas forsvar.

Du kan finde Lars H. Nielsens indlæg på dette link: https://www.avisen.dk/blogs/larshnielsen/major-begaar-overkill-ved-at-sammenligne-nyt-forsvar_49090.aspx