Vi er ved at drukne i Bureaukrati!

Siden 1989 er antallet af love og bekendtgørelser tredoblet. Vores samfund er ved at drukne i bureaukrati og komplekse regler og love. Bureaukratiet koster os dyrt i tabt vækst og mistet frihed.

Vi har en af verdens største offentlige sektor med et gigantisk forbrug, men den leverer ikke den kvalitet eller den service, som vi med rette bør kunne forvente. Vi bruger pengene på bureaukrati, regler, love og bekendtgørelser i stedet for at fokusere på kerneopgaverne, såsom; skoler, ældre daginstitutioner, børn, infrastruktur, forsvar og sikkerhed.

Balancen i verdens største offentlige sektor er blevet forskudt, så der i dag er en overvægt af administratorer og bureaukrater. Sygeplejersker, lærere og pædagoger bruger i dag mere og mere tid på kontrol og dokumentation i stedet for at bruge deres faglighed og energi på kerneopgaven og borgeren.

Det vil jeg rigtig gerne lave om på. Jeg har været ansat i staten i over 30 år. Jeg ved, hvordan ”systemerne” tænker og reagerer, når man forsøger at lave dem om. Det er en af årsagerne til, at vi kan smide den ene milliard efter den anden ned i den offentlige sektor, uden de reelt eller sjældent når frem til dem, som vi politisk gerne vil hjælpe. Et af de mest absurde eksempler er et af vores egne forslag om indførelsen af et socialt frikort til hjemløse. At det skal koste over 50 millioner at indføre, viser i al tydelighed, hvor stor en opgave det er at få den offentlige sektor til at fokusere på borgerne og yde en borgernære service der, hvor vi er.

Vi skal måle den offentlige sektor på bruger- og medarbejdertilfredsheden. Der er ikke plads til dårlige chefer eller ledere, der ikke har forstået deres opgave i den offentlige sektor. Vi skal ændre på de incitamenter, der i dag regulerer den offentlige sektor ved at øge konkurrencen, belønne initiativet og lade pengene følge borgeren. Vi skal lade de offentlige ansatte gøre det, som de er uddannet til og ikke spilde tiden med ligegyldige registreringer og dokumentation.

Vi skal effektivisere den offentlige sektor og gennemtvinge den ledelsesrevolution, der skal gøre op med den nuværende ubalance. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne håndtere fremtidens udfordringer. Vi er et af verdens mest succesfulde samfund, og vi er helt afhængige af, at vi har en velfungerende og effektiv offentlig sektor, som understøtter vores vækst og udvikling, men som også af sig selv varetager vores rettigheder som borgere og sikrer os tryghed og frihed.

Stop for offentlige sponsorater til fodboldhold, selvlysende bænke, bycykler, de offentlige chefers lønfester og sløseri med dine og mine penge.

Ja, til en bedre, billigere, men også til en mere effektiv offentlig sektor, der giver mening for både for virksomheder, borgere og ansatte.

Previous

Next