Rod i moralen hos folkevalgte!

Der er noget helt galt med det moralske kompas, hvis man som politiker prioriterer mere eller andre private arrangementer frem for de hverv, man som folkevalgt er udpeget til at varetage. Folketingsvalget står for døren og naturligvis retter medierne nu igen deres fokus imod politikernes fravær. Det mest kendte eksempel i nyere tid er Henrik Sass Larsen, der har meldt afbud fra møder i Nationalbankens bestyrelse for at deltage som medvært i programmet “Pind og Sass” på TV2.

Det, at varetage et politisk eller offentligt hverv, bliver i denne sammenhæng ofte sammenlignet med og omtalt som et almindeligt job. Det er det ikke. Den store forskel består i, at man i henhold til lovgivningen har pligt til at varetage sit hverv. Særligt, når det gælder domsmænd, nævning og kommunalbestyrelsesmedlemmer, er lovgivningen helt klar: link, hvorimod den for ”fuldtidspolitikere”, såsom regionsformænd, borgmestre og folketingsmedlemmer er knapt så klare og specifikke.

Faktisk kommer der ikke et eneste hit, når man på Google søger på: ”Folketingsmedlemmers pligter» uanset, hvilken variant man så end bruger. Heller ikke i “Håndbog for folketingsarbejdet” link kan man finde et afsnit om ansvar og pligter.

I min bog så er man valgt til sit hverv. Det har man naturligvis pligt til at varetage omsorgsfuldt og omhyggeligt.

Både for medlemmer af kommunalbestyrelser, regionsråd og folketing er der ganske tydelige regler for, hvad man kan søge om orlov til. Disse regler indikerer faktisk også helt tydeligt, hvad der er lovlige begrundelser for ikke at give møde. Folketingsmedlemmer kan f.eks. søge om orlov i forbindelse med sygdom, pleje af et alvorligt sygt barn eller af et nærtstående familiemedlem, der ønsker at dø i eget hjem og naturligvis barsel, barnets fødsel og adoption.

Det er derfor i min verden et udtryk for et fordrejet og skævt moralsk kompas ikke at prioritere sine offentlige hverv og i stedet at rende rundt til debatprogrammer på TV2 og fodboldkampe.

Politikere er naturligvis kun mennesker, og jeg tror egentlig bare, at det forholder sig sådan, at vi forsøger at leve helt almindelige liv sammen med vores familier ved siden af vores politiske virke og engagement. Det er ikke gratis, og man bliver set på og gjort synonym med både partiet og politikken, og det samme gør ens familie uagtet, at de på nogen måde er blevet spurgt eller er inddraget i politikerens livet. Trusler, ukvemsord, tilråb og tilsvininger er en del af det liv, hvad enten man kan lide det eller ej, og der skal et stærkt engagement til at stå det igennem, men i min bog er demokratiet vigtigere end pøblens uregerlige adfærd, der dybest set kun bunder i en afgrundsdyb mangel på respekt for det demokrati og system, der har givet dem og deres familier alle muligheder, hvad enten de så har valgt at bruge dem eller ej

Den tillid, vores vælgere viser os, skal vi naturligvis varetage med flid og omhu. Det er da heldigvis også mit indtryk, at langt de fleste gør. De, der ikke gør det, må vælgerne bedømme og dømme.

Previous

Next

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *