Vi bekender os til et velfærdssamfund!

Vi er dødtrætte af forringelser, besparelser på hullede veje, brugerbetaling og uværdig behandling af vores syge, ældre og udsatte. Vi oplever vores Danmark være i forfald, og vores velfærdssamfund smuldrer mellem fingrene på os. Det bliver bare værre og værre dag for dag, mens vi skændes videre om, hvor vi kan finde flere penge, flere besparelser, som uvægerligt vil betyde flere forringelser. Nogen vil vækst, andre vil en større offentlig sektor og flere offentlige investeringer – og i diskussionen flyver milliarderne igennem luften som sortsol ved kammerslusen!

Hvornår vender det, tænker de fleste! Sandheden er desværre, at det gør det ikke, hvis vi ikke ændrer systemet og tankegangen, der lever i de usynlige lag.

Jeg har ikke gået på universitetet, og jeg er heller ikke økonom, men for mig er det ikke så svært at se logikken i det her. Hvis jeg havde flere penge mellem hænderne og betalte færre penge i skat, ja, så ville jeg også vælge at leve mit liv på en anden måde. Jeg ville betale en maler for at male mine vinduer, jeg ville betale en brolægger for at lægge en ny terrasse – ja, jeg ville sågar købe en ny, mere sikker og mere miljøvenlig bil i stedet for den 15-årig, gamle spand, som jeg kører rundt i nu! Og for den løn, som de håndværkere ville tjene, ville de købe biler, huse, mad, tøj og telefoner – ja, de ville måske endda selv hyre en håndværker. Man kunne endda forestille sig, at de ville invitere familien og vennerne til fest på hotellet i stedet for selv at bakse med festen i haven!

Samlet set ville vi så betale mere i moms og afgifter og samlet set ville samfundets økonomiske aktivitet blive større. Det ville skabe noget af den forkætrede vækst, som Danmark har så desperat brug for. Sandheden er nemlig den, at Danmark står stille!

Vi skaber kort og godt ikke nok værdi i dagens Danmark og samfundskagen, som er den, der skal betale for det hele, er ikke længere stor nok! Vi bliver færre og færre, der faktisk bidrager, og flere og flere, der er på pension eller en anden overførelsesindkomst, og den udvikling vil fortsætte i de kommende år.

Vi og Danmark står derfor i et T-kryds. Hvis vi går den ene vej, vil vi kun se højere skatter, en større offentlig sektor og flere og flere forringelser. Går vi den anden vej, den vi ikke har prøvet før, så siger alle beregninger, at vi vil kunne genskabe væksten, genstarte Danmark og gøre samfundskagen større.

Er det så hele sandheden? Nej, det er det ikke, og bag alle de politiske diskussioner synes diskussionen om, hvordan og til, hvad vi bruger skattekroner at være forsvundet!

Skal vi bruge penge på konsulenter i stedet for ordentlig mad til vores gamle? Skal vi sige nej til operationer og god medicin, mens vi bruger offentlige penge på koncerter, selvlysende bænke, skihopbakker, bycykler og mediestøtte?

Skal vi acceptere, at de offentlige organisationer, efter de er begyndt at se sig selv som koncerner, holder lønfest på chefgangene og konsekvent vælger besparelser i bunden på den borgernære velfærd, på sundheden og på den service, som vi alle er afhængige af? Er det virkelig rigtigt, at der ikke er andre veje eller måder at gøre tingene på?

Vi skal som politikere tage os gevaldigt sammen og få styr på vores prioriteter, men især forlange, at vores embedsmænd gør det samme.

Vi skal sætte mennesker først. Mennesker er vigtigere end systemer, bureaukrati og, når alt kommer til alt, er systemerne skabt for mennesket, men sådan fungerer det ikke længere.

Vi har skabt en kolos af en offentlig sektor med et galoperende forbrug, der frem for alt ikke længere ser sig selv som til for borgeren, og har fået sit eget liv. Vi sidder fast i vores strukturelle vanetænkning. Den er vi nødt til at gøre op med og indse, at Danmarks udfordring er at bevare det velfærdssamfund, som vi rettelig har kæmpet for, men som de fleste nu oplever forvitre og forringes.

Vi har råd til alt det, som vi savner og mangler. Vi har råd til at rette op, men forudsætningen er dog den, at vi skal holde gang i Danmark. Vi må indse, at vores vej ikke går via offentlig forsørgelse, via flere skatter eller flere afgifter. De forringer vores konkurrenceevne, gør vores arbejdskraft for dyr, og umyndiggør os i vores eget land!

Det er den absolut væsentligste politiske diskussion, og det haster med at få rettet Danmark op.

I Liberal Alliance bekender vi os helt og fuldt til det faktum, at økonomisk vækst er en forudsætning for, at vi kan bevare og finansiere vores velfærdssamfund.

Vi bekender os tillige til, at velfærdssamfundet er en forudsætning for, at vores virksomheder kan fungere og skabe værdi, og vi bekender os til nødvendigheden af en ordentlig og anstændig pleje og omsorg for dem, der ikke kan selv.

Det er en anden vej og model, som vi behøver, men ikke har forsøgt os med før!

Den vej og model kræver knivskarpe prioriteringer og et entydigt fokus på kerneydelserne og langt mindre bureaukrati, administration, controlling og regneark.

Previous

Next

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *