Velfærdsdiskussionen er endt i en overbudskonkurrence, hvor milliarderne flyver hen over hovedet på vælgerne. Men det er ikke til at få øje på konkrete forslag til at ændre den offentlige sektors systemiske fejl, der udgør de egentlige problemer.

Er der noget, som har danskernes fulde og absolutte opmærksomhed, så er det diskussionen om den offentlige sektor og den danske velfærdsmodel. Stort set alle undersøgelser over vælgernes interesse og fokus i den igangværende valgkamp bekræfter dette, ligesom det er blevet venstrefløjens hovedtema i deres kampagne under overskrifter, hvis essens er, at den siddende regering har smadret den danske velfærdsmodel og givet skattelettelser til de rigeste.

Velfærd har udviklet sig til at være et af nutidens mest forkætrede begreber. I den alment accepterede forståelse dækker det over alt fra skoler til børnehaver, sygehuse, uddannelsesinstitutioner og ældreplejen. Alt kan efterhånden proppes ned i velfærdsdiskussionen, og i diverse underkategorier opstår så diskussionerne om fx pension og tilbagetrækning og om normeringen af pædagoger i børnehaverne.

I bund og grund handler diskussionen om det danske velfærdssystem om, hvad vi får, når nu vi betaler verdens næsthøjeste skat – og ikke mindst hvad vi med ret og rimelighed kan forvente at få for de penge.

Noget, der står fuldstændigt klart i velfærdsdebatten, er, at selvom generaliseringer og fordomme er fordummende og misvisende, uanset hvor de kommer fra, lever de desværre i bedste velgående og sidder dybt i danskerne som universelle sandheder. Man kan nævne i flæng: De syge ligger på gangene og er overladt til sig selv. SOSU-assistenter og sygeplejersker går ned med stress. De ældre, der ligger i beskidte bleer, og som sjældent får gjort rent, er uden personale til at tage sig af dem. Det er virkeligheden i Danmark, hvis man spørger DF, venstrefløjen og den samlede fagbevægelse, som i øvrigt også påstår, at VLAK har sparet på den offentlige sektor til ruinens rand.

Noget, der står fuldstændigt klart i velfærdsdebatten, er, at selvom generaliseringer og fordomme er fordummende og misvisende, lever de desværre i bedste velgående og sidder dybt i danskerne som universelle sandheder.

Selvom beskrivelserne på ingen måder er repræsentative for hverken kvaliteten i landets 98 kommuner eller for behandlingen på alle landets sygehuse, så er det næsten umuligt at modsige vandrehistorierne eller give danskerne et mere nuanceret billede af virkeligheden. Medierne går alene efter den offentlige sektors møgsager. Landets borgmestre tier i en klar forventning om, at de efterhånden rutinemæssige effektiviseringer kan få en ende, selvom de udmærket er klar over, at de er nødvendige for at holde fokus på kerneydelserne. Sygehusdirektørerne og andre offentlige chefer ikke skal nyde noget af at blande sig i diskussionen ved at modsige de helt uretfærdige vrangforestillinger, som befolkningen og politikerne i disse dage rejser landet rundt med. For det er langt sjovere at være borgmester, kommunaldirektør eller sygehusdirektør, når man får tilført flere penge, end når man skal spare.

I begyndelsen af valgkampen lancerede Venstre et “velfærdsløfte” på 69 mia. kr. frem mod 2025, der skal modsvare det såkaldte “demografiske træk”. De fleste ved efterhånden, at det er et beregningsteknisk begreb, som beskriver den forventede udvikling i befolkningssammensætningen. Kort fortalt viser diverse analyser, at vi lever længere og får flere børn. På baggrund af det er det rimeligt at antage, at der vil opstå et behov for øget offentligt forbrug over tid. Det er det samme, som Finansministeriet har redegjort for i svar til adskillige udvalgsspørgsmål m.m.

Det, som ingen fortæller vælgerne, er, at Finansministeriet har slået fast, at beregningerne ikke kan bruges som et nøjagtigt udgiftsskøn. Som Finansministeriet skriver direkte, skal analyserne bruges med varsomhed.

Beregningerne tager nemlig ikke højde for markante nye tendenser, fx at vi dyrker mere motion og spiser sundere. Beregningerne tager heller ikke tager højde for fremtidens nye muligheder for at behandle flere sygdomme eller effekten af øgede rehabiliteringsindsatser over for de ældre, som faktisk i øjeblikket ser ud til at virke og dermed er medvirkende til at reducere udgiftspresset på plejeboliger og plejecentre hos kommunerne.

De ældre bruges som løftestang i valgkampen for Socialdemokraternes velfærdslov, som vil stavnsbinde fremtidige generationer til at fortsætte med at finansiere den offentlige sektors helt ukritiske og uhæmmede vokseværk.

I stedet for at kalde det en glædelig udvikling kalder S, SF og EL det en “serviceforringelse”, primært fordi de opfatter indsatserne som en spareøvelse. Senest har de foreslået, at selv “ikke pleje- eller omsorgskrævende” ældre tillige skal have krav for at blive tildelt en skatteyderbetalt plejebolig, selvom dette behov bedre og billigere kan varetages enten af de private eller almennyttige boligudbydere.

Beregningerne tager heller ikke højde for den seneste tendens, der kan opsummeres med, at flere og flere ældre vælger at blive længere på arbejdsmarkedet og langsomt trapper ud af arbejdslivet i stedet for at foretage den bratte overgang fra arbejdsliv til pensionistliv. Det demografiske træk og de tilhørende beregninger er derfor ikke andet end grove prognoser, som meget bekvemt passer ind i en valgkamp, hvor danskerne klart har tilkendegivet, at velfærden er et af de vigtigste temaer.

Alligevel bruges de ældre som løftestang i valgkampen for Socialdemokraternes velfærdslov, som vil stavnsbinde fremtidige generationer til at fortsætte med at finansiere den offentlige sektors helt ukritiske og uhæmmede vokseværk. En udvikling over de sidste 50 år, hvor der er ansat over en halv million flere mennesker i det offentlige. Venstre har valgt at bruge prognoserne til at slå hånden af det borgerlige Danmark med sit velfærdsløfte, desuagtet at deres regeringspartnere ønsker en afbalanceret udvikling styret af de faktiske udgifter.

Hvad ”velfærdspartierne” over en bred kam undlader at fortælle danskerne, er, at uanset hvor mange milliarder de lover og binder til det offentlige forbrug, vil møgsagerne fortsætte. For problemet i den offentlige sektor er ikke, at der mangler penge. Det er tværtimod lav produktivitet, dårlig ledelse og manglende fokus på, hvad der er den offentlige sektors kerneopgave.

Hvad ”velfærdspartierne” over en bred kam undlader at fortælle danskerne, er, at uanset hvor mange milliarder de lover og binder til det offentlige forbrug, vil møgsagerne fortsætte.

I 2014 slog Produktivitetskommissionen i en række rapporter fast, at den offentlige sektor kan levere ti pct. mere, end den faktisk gør, uden yderligere finansiering. I 2018 fremlagde regeringens ledelseskommission sin rapport. En af kommissionens noget overraskende konklusion var, at man bør sætte “borgeren i fokus”. Reflekterer vi over kommissionens konklusion satte den i virkeligheden spørgsmålstegn ved det, som vi alle troede, var en selvfølge: At den offentlige sektor var til for os som borgere. Samtidig satte kommissionen også tvivl ved den offentlige sektors politiske ledelse, hvilket kun er endnu mere problematisk.

Den offentlige sektor er ikke verdensmester i at levere velfærd. Den er ikke verdensmester i hverken omsorg, pleje, sundhed eller i uddannelse. Og de knap 830.000 mennesker, der arbejder i den offentlige sektor, ved det godt.

Hvad værre er, at både ledere og chefer godt ved, at det er næsten risiko- og omkostningsfrit at træde på borgerne eller endda tilsidesætte lovgivningen, hvilket striben af sager i både Ankestyrelsen, diverse klagenævn men ikke mindst ombudsmandens undersøgelser peger på. De seneste helt absurde sager i retspsykiatrien, som Radio 24syv har afdækket, hvor borgere var fikseret til invaliditet, er blot de seneste, men også de groveste af slagsen. De offentlige chefer skal bare skylde skylden på “de knappe ressourcer”, og så er sagen politisk.

Antallet af kolde hænder i den offentlige sektor stiger og stiger, og målet med omprioriteringsbidraget var at gennemtvinge en øget prioritering af den borgernære kerneydelse – velfærden – og øge konkurrenceudsættelsen, da det alene kan indfri det potentiale, Produktivitetskommissionen pegede på, eksisterer. I dag må vi konstatere, at den politiske og institutionelle modstand mod effektiviseringer var langt større end forventet.

I stedet for at tømme statskassen og love danskerne velfærd, som aldrig kan leveres hverken i den mængde eller i det omfang, som danskerne forventer, skal den offentlige sektors DNA lægges om.

I stedet for fladere, mere agile og mere effektive offentlige organisationer, fik vi blot mindre, ringere og svagere strukturer, hvor der blev skåret i de varme hænder, mens antallet af ledere, chefer, administratorer og kommunikationsmedarbejdere forblev stort set uændret. Stort set samtlige faglige organisationer har undersøgt, hvor meget tid deres medlemmer anvender på overflødig eller unødvendig dokumentation. Der er altså tale om bureaukrati, dokumentation eller kontroller, der – efter de ansattes opfattelse – har ingen eller decideret negativ indflydelse på deres kerneopgave.

I stedet for at tømme statskassen og love danskerne velfærd, som aldrig kan leveres hverken i den mængde eller i det omfang, som danskerne forventer, skal den offentlige sektors DNA lægges om.

I stedet for at diskutere hvor ofte de ældre skal have gjort rent, burde vi starte med at spørge dem, hvad de har behov for. Hvis vi turde lægge “borgerens og kundens” ønsker frem og give dem dispositionsret over deres egne midler, ville vi kunne skabe en strukturel revolution, hvor det offentlige tilbud kun vil blive tilvalgt ud fra kvalitet, tilgængelighed og pris. Kritikere vil straks påpege kommunernes forsyningsansvar som et problem – men det er ikke et problem, der ikke kan løses.

I det private erhvervsliv er lønomkostningen og dækningsbidraget styrende for alt. En privat virksomhed løser ikke opgaver, som andre kan løse både billigere og bedre. Hvis vi lod pengene følge borgerne, ville reelle alternativer blive skabt, hvilket ville tvinge den offentlige sektors politiske ledelse til at forholde sig til sin egen strukturelle og ledelsesmæssige ineffektivitet. Og så ville det frem for alt styrke danskernes frie valg til både læge, plejehjem, hospitaler, skoler og daginstitutioner.

Hvis vi lod pengene følge borgerne, ville reelle alternativer blive skabt, hvilket ville tvinge den offentlige sektors politiske ledelse til at forholde sig til sin egen strukturelle og ledelsesmæssige ineffektivitet.

Den offentlige sektor lider af et systemisk kollaps, som har sat sine tydelige spor. Det, vi er vidne til i disse år, er den offentlige sektors “Waterloo”, for sandheden er, at den offentlige sektor i dens nuværende struktur og form kun vil få sværere og sværere ved at leve op til danskernes forventninger til service og kvalitet, i takt med at velstanden og levestandarden stiger.

For i takt med at den offentlige sektor ikke kan følge med i fremtiden, vil den mistillid, som en stor del af danskerne har over for den offentlige sektor og ikke mindst dens politiske lederskab, forstærkes. Flere ansatte på fx sygehusene er ikke en holdbar løsning, for et sådant tiltag tager ikke fat om nældens rod.

Indtil videre har diskussionen om et “A- og et B-hold” reduceret emnet til et spørgsmål om ideologi og socialklasser. Men når vi gør det, overser vi det helt grundlæggende problem med både produktiviteten og det volumen, der er nødvendigt i fremtiden. Selvsamme reducering har reelt set forhindret de helt nødvendige ledelses-, struktur- kvalitetsreformer i at blive gennemført.

Et eksempel på nogle af disse lovbarrierer er manglen på praktiserende læger. Her er det lovgivningen og den aktuelle overenskomst, der i virkeligheden giver PLO [Praktiserende Lægers Organisation, red.] monopol på ydernumre og dermed retten til oprette en lægepraksis. Det forhindrer både en bedre dækning og en bedre tilgængelighed til lokale læger.

Hvorfor er det vores pensioner skal investeres i tobak, olie og våben og ikke i den danske velfærd?

Konsekvensen af PLO’s de facto monopol, er fraværet af en egentlig konkurrence, og dermed holdes andre udbydere ude. Såvel Region Midt som Region Sjælland har påpeget dette som et problem og barriere, og Konkurrencestyrelsen har konkluderet, at markedet ikke er velfungerende – hvilket på almindeligt dansk betyder, at manglen på konkurrence forhindrer både en bedre dækning og en bedre tilgængelighed også i yderområderne.

Et andet eksempel på lovgivningsmæssige barriere er fraværet af investeringer fra pensionsselskaber og fonde i både uddannelsessektoren, sundhedssektoren samt fx ældreplejen og ældreboliger. Hvorfor er det vores pensioner skal investeres i tobak, olie og våben og ikke i den danske velfærd? Til trods for at det har været et gensidigt ønske i årevis, er der ingen egentlige tegn på, at de lovgivningsmæssige barrierer, der i dag forhindrer en lønsom investering i disse sektorer, bliver ændret – ganske enkelt fordi det hverken er er lønsomt for kommunerne, regionerne eller pensionsselskaber at finde samme og samme bygge videre på danskernes velfærd med den nuværende lovgivning.

Den langt overvejende del af befolkningen vil ikke nøjes med folkepensionen og sparer derfor op til alderdommen. Det samme vil i fremtiden ske med den omfattende øvrige del af den offentlige sektors “one size fits all”-velfærd.

Det skal vi vende til en fordel i stedet for at se som en trussel. Det giver os mulighed for at reformere den offentlige sektor, således den i større udstrækning kan agere og operere, som en privat virksomhed gør, dvs. fastholde kerneopgaven “in house”, mens de opgaver, som kan løses både bedre og billigere af andre, udliciteres og løses af eksterne udbydere.

Vi gør den offentlige sektor en kæmpe bjørnetjeneste ved blot kritikløst at tro på, at flere penge og flere hænder er svaret på alt. Det er det ikke.

Vi skal reformere den offentlige sektor ved lade at pengene skal følge borgeren og ved at give borgeren en reel dispositionsret indenfor det fastlagte tilskud. Altså: Borgeren skal selv kunne afgøre, hvor pengene, der afsættes til ham eller hende, skal bruges. Det skal gøres attraktivt for både pensionsselskaber og fonde at investere i uddannelsessektoren, sundhedssektoren, skoler og daginsitutioner men ikke mindst ældre- og plejeboligsektoren. Sidst men ikke mindst skal der gennemføres en ledelses- og strukturreform, der indfører stærke incitamenter, der kan sikre udviklingen af både kvalitet og service og derudover gøre den offentlige sektor til en ombejlet arbejdsplads.

Vi gør den offentlige sektor en kæmpe bjørnetjeneste ved blot kritikløst at tro på, at flere penge og flere hænder er svaret på alt. Det er det ikke, og en sådan tankegang vil udskyde det uundgåelige opgør med de systemiske fejl, der eksisterer i dag, og som skyldes både ideologi og mangel på output-styrerede incitamenter.

Om så vi tømmer statskassen helt for det såkaldte råderum, vil vi – uanset hvilken regering der overtager ansvaret for Danmark valget – stå over for nøjagtig de samme problemer ved næste valg. Diskussionen om fx nedslidning og pension er i virkeligheden blot en ubetydelige parentes, for der er langt større ting på spil.

En effektiv og veldreven offentlig sektor er på den ene side forudsætningen for vores samfunds fortsatte succes, men problemerne med at komme dertil er på samme tid blevet til en sten i skoen, som kan gøre Danmark halt. ■

Om så vi tømmer statskassen helt for det såkaldte råderum, vil vi – uanset hvilken regering der overtager ansvaret for Danmark valget – stå over for nøjagtig de samme problemer ved næste valg

Previous

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *